Skip Navigation Linksraadgivning

​Rådgivning

Autismecenter Vest tilbyder rådgivning til alle, der er i berøring med mennesker med Autisme Spektrum Forstyrrelser. Det vil sige, at familier, pårørende eller mennesker, som selv har diagnoser indenfor ASF kan søge rådgivning hos os.

Umiddelbart efter en diagnosticering såvel som efterfølgende, vil der opstå uendeligt mange vidt forskellige spørgsmål, som du har behov for svar på.

Det kan for eksempel være, at:

  • du står på helt bar bund omkring, hvad diagnosen betyder for dig og din familie
  • du savner et overblik over det videre forløb efter diagnosticering
  • du har behov hjælp til at håndtere overgangen fra barn til voksen – dig selv personligt eller din pårørende
  • du har brug for rådgivning i forbindelse et skoleskifte, et nyt beskæftigelsestilbud eller til at flytte hjemmefra
  • du mangler støtte i forbindelse med sagsbehandling og kontakt til de offentlige myndigheder
  • du gerne vil have en bisidder med, når du skal mødes med din sagsbehandler eller andre "offentlige” personer

Uanset hvilke spørgsmål, der melder sig, kan det give dig tryghed, at tale med en rådgiver, som kender systemet og har indsigt i, hvad der er muligt, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

 Der kan også være situationer, hvor du har kontakt med offentlige instanser og har behov for et par ekstra ører, så du er sikker på at få alle oplysninger med.

Forældre/pårørende

Når en familie får en diagnose på et eller flere børn/unge, bliver man som forældre ofte ramt af sorg, fortvivlelse, vrede, afmagt, bitterhed etc. og er måske i øjeblikket ikke i stand til at tænke rationelt.

Alle de drømme man som forældre har på sine børns vegne, bliver slået i stykker og virker pludselig meget langt væk. Og man har brug for hjælp til at forstå den nye situation hele familien er havnet i.

Autismecenter Vest er et uafhængigt center, som yder rådgivning/hjælp inden for alle autismediagnoser.

Vi arbejder med en helhedsorienter tankegang - dvs. vi arbejder med hele familien og ikke kun det enkelte menneske med diagnosen.

Vi tror på, at når hele familien bliver vejledt, så gavner det også det enkelte familiemedlem. 

​Priser

Den første kontakt pr. telefon eller mail er altid gratis – efterfølgende betales pr. time for forberedelse samt  de ønskede ydelser.

Prisen pr. rådgivnings- og bisidningstime er kr. 350,00 inkl. moms.

Prisen pr. konsulenttime varierer alt efter ydelsens art og forløb.  

Kørsel afregnes efter statens gældende takster

Som afslutning på den 1. kontakt aftales det videre forløb samt hvilke ydelser, der ønskes. Herefter udsendes et skriftligt tilbud, som skal godkendes skriftligt af dig, før ydelsen kan igangsættes og er økonomisk bindende.

Tilskud
Som udgangspunkt skal du selv betale for denne rådgivning, men i nogle tilfælde er det muligt at søge din sagsbehandler om tilskud.